Hvis du har problemer med at læse nyhedsbrevet kan du læse det på ba.dk her.

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening - logo BA Nyhedsbrev  Marts 2022
Lov om øremærket barsel netop vedtaget

Folketinget har nu vedtaget nye regler om øremærket barsel. Formålet med loven er at bidrage til en bedre ligestilling i husstanden og på arbejdspladsen ved at udligne forskellen mellem kvindelige og mandlige ansattes løn og karrieremuligheder.

Frem til 2. august 2022 skal de eksisterende barselsregler følges. De nye barselsregler finder anvendelse for forældre til et barn, der er født eller modtaget den 2. august 2022 eller senere.

Den nye lov har også den virkning, at der skabes bedre orlovsmuligheder for familier, regnbuefamilier samt soloforældre fra 1. januar 2024.

Reservering af orlovsperioderne med de nye regler

De nye regler indebærer en øremærkning af 11 ugers barsel til hver forælder. Herudover indebærer reglerne en total ligedeling af orloven med ydelser efter fødsel mellem mor og far/medmor. Det betyder, at begge forældre vil kunne holde 24 ugers orlov med ydelser, hvis ingen af forældrene ændrer på fordelingen (i alt 48 uger).

Moren har fortsat ret til at afholde 4 ugers orlov før fødsel, hvilket ikke påvirker orloven efter fødslen. Af de 48 ugers orlov er 11 uger øremærket til enten mor/medmor eller far. De resterende 13 uger kan fordeles efter aftale med forældrene. Hver forælder vil have mulighed for at overføre op til 13 ugers orlov til den anden forælder.

De 11 ugers orlov der er øremærket til hver af forældrene, kan ikke overføres. Hvis de øremærkede uger ikke afholdes, så bortfalder de.

Modellen ser derfor sådan her ud:

De nye barselsregler indeholder også særlige regler for soloforældre og regnbuefamilier. Efter de nye regler får soloforældre 46 ugers orlov med ydelser, og en del af orloven kan overdrages et nærtstående familiemedlem, f.eks. en bedsteforælder. Solomødre og solofædre er ligestillede i forhold til orlovslængde.

For regnbuefamilier gælder, at barnets retlige forældre kan overdrage den orlov, der ikke er øremærket, til såkaldte ”sociale forældre”, som vil dække den retlige forælders ægtefælle eller samlever, som er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, en kendt donor, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og den kendte donors ægtefælle eller samlevende, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet.

Reglerne i BAs overenskomster om ret til løn under dele af orloven ændres ikke ved denne lovændring. Overenskomsterne giver mulighed for løndækning i hele den periode, som er øremærket til en af forældrene.

Præcisering af kvindelige lønmodtageres oplysningspligt forud for fødslen

Kvindelige lønmodtageres forpligtelse til, forud for barnets fødsel, at orientere sin arbejdsgiver om hun ønsker at overdrage sin ret til fravær inden for de første 10 uger efter fødslen, indebærer også en pligt til at oplyse, hvorvidt hun ønsker at afholde forældreorlov i denne periode i stedet for at genoptage arbejdet. Tilsvarende vil fædre og medmødre skulle underrette om, hvilke typer og hvor meget orlov de ønsker at holde inden for de første 10 uger efter barnets fødsel.

 

Trepartsaftale om initiativer mod seksuel chikane på arbejdspladser

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har den 4. marts 2022 indgået en trepartsaftale om 17 konkrete initiativer, som har til formål at fremme en kulturændring på danske arbejdspladser igennem forebyggelse og håndtering af seksuel chikane.

Initiativerne spænder bredt inden for følgende 5 overordnede emner:

  • Et klart regelgrundlag i sager om seksuel chikane og højere godtgørelser i grove sager.
  • Fokus på seksuel chikane på den enkelte arbejdsplads.
  • Øget viden om seksuel chikane.
  • Indsats i forhold til unge – bedre retsstilling for elever og lærlinge, der har været udsat for seksuel chikane.
  • Fremadrettet fokus på at modgå seksuel chikane.

BA ser, at fællesnævneren for de 5 overordnede emner er, at reglerne tydeliggøres og arbejdsgiverens ansvar skærpes bl.a. ved et højere godtgørelsesniveau, en særlig indsats over for elever, lærlinge og personer med løsere ansættelsesforhold m.v.

BA følger den videre proces og de lovændringer, som forventeligt kommer for at indføre de aftalte tiltag.

BA opfordrer i den forbindelse til, at den enkelte Brugsforening genbesøger sine politikker og foranstaltninger til at modvirke seksuel chikane.

Forbud mod at anmode ansøgere om at oplyse om alder i forbindelse med rekruttering

Folketinget har nu vedtaget en ændring af forskelsbehandlingsloven, der indebærer, at arbejdsgivere fra den 1. juli 2022 ikke længere kan anmode om oplysning om ansøgeres alder i forbindelse med rekruttering.

Lovændringen, som udspringer af trepartsaftalen om mangel på arbejdskraft indgået mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og Kommunernes Landsforening (KL), har bl.a. til formål at sikre, at arbejdsgivere ikke på forhånd fravælger bestemte aldersgrupper til ledige stillinger, men derimod foretager en vurdering af ansøgernes kvalifikationer.

Konkret indebærer lovændringen, at der i forskelsbehandlingsloven indføres et forbud mod, at arbejdsgivere anmoder ansøgere om at oplyse deres alder i forbindelse med indlevering, indsendelse, uploadning eller indtastning af en jobansøgning – et forbud, der gør sig gældende både i forbindelse med en traditionel jobansøgning og en ansøgning via elektroniske rekrutteringssystemer.

Det bemærkes, at lovændringen ikke har betydning for arbejdsgiveres eksisterende muligheder for at anmode om at få oplyst en ansøgers alder med hjemmel i de særlige undtagelser til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i forskelsbehandlingsloven.

Da Brugsforeningerne er omfattet af BAs overenskomster med HK, hvor der er særlige regler for unge – eksempelvis i forhold til aflønning til unge under 18 år, vil Brugsforeningerne dog stadig kunne indhente oplysninger om den unge ansøgers alder.

Lovændringen træder i kraft den 1. juli 2022, og Brugsforeningerne bør derfor inden da sikre sig, at rekrutteringssystemer mv. indrettes i overensstemmelse med de nye regler.

Digital intro til servicemedarbejdere under 18 år samt Digital kassetræning

Coop er ved vejs ende af udviklingen af Digital intro til servicemedarbejdere under 18 samt Digital kassetræning.

Fra fredag den 11. februar 2022 er det nu muligt for alle nyansatte servicemedarbejdere under 18 år at følge den Digitale Introi Os-i-Coop app’en, som en del af deres oplæring i alle 5 kæder, hhv;

  • Discount
  • Irma
  • Brugskæderne

Læs mere her:

Følg BA på Facebook

Søg paå Facebook efter Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening eller tryk her 

Har du spørgsmål til nogle af punkterne i nyhedsbrevet, er du velkommen til at kontakte BAs kontor på 33248135.

© 2022 Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening
Stampesgade 6, st.tv., 1702 København V, Tlf. 33248135, ba@ba.dk
Du modtager dette nyhedsbrev fordi du er registreret som uddeler eller bestyrelsesmedlem i en af BA's butikker.
Hvis du ikke ønsker nyhedsbreve fra BA, kan du logge ind på BA intranet og fravælge nyhedspreve under "Min Profil".
Hvis du mener du har modtager brevet ved en fejl, så kontakt BA på email eller telefon ovenfor.