Hvis du har problemer med at læse nyhedsbrevet kan du læse det på ba.dk her.

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening - logo BA Nyhedsbrev  Marts 2023
Overenskomstforhandlinger – hvornår er der nyt fra BA?

På kontoret i BA får vi en række spørgsmål på, hvornår vi melder noget ud om de nye overenskomster for HK, 3F og Fødevareforbundet NNF.

Til det kan vi svare, at det gør vi, så snart vi er færdige, men forhandlingerne er ikke gået i gang endnu.

Processen for forhandlingerne af de nye overenskomster er bygget sådan op, at først forhandler Dansk Erhverv med de respektive fagforbund. Dansk Erhvervs overenskomst er Coop og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforenings sammenligningsområde. Det vil sige, at vi afventer deres forhandlingsresultat, før vi går i gang med at forhandle i Coop familien. Når Dansk Erhverv er færdige, så går Coop i gang, og når Coop er færdige, så forhandler vi i Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening.

Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan melde noget ud om resultatet.

De Brugsforeninger, som driver butikker i Coop 365 konceptet, er omfattet af Dansk Erhvervs overenskomst i henhold til den franchiseaftale, som er indgået for konceptet. Det betyder, at lønnen i disse butikker vil blive reguleret, så snart Dansk Erhvervs overenskomst er vedtaget endeligt. Det vil, hvis alt går efter planen, ske med lønkørslen i maj.

Selv om overenskomsterne for Coop og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening først bliver forhandlet på plads i løbet af foråret, så vil alle reguleringerne ske fra 1. marts 2023. Der vil allerede nu blive hensat 4 pct i Brugsforeningernes regnskaber til de kommende overenskomstreguleringer.

Hvis dette giver anledning til spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte BA på 33248135.

Online informationsmøde om tilskud til energiudsatte butikker

Folketinget har afsat 75 mio. kr. til at støtte energiudsatte dagligvarebutikker.

Ordningen forventes at træde i kræft den 28. marts 2023, og herefter er der en meget kort frist til at søge om støtten.

Butikker, i områder med 2500 eller færre indbygger og med under 10 fuldtidsansatte i gennemsnit, kan søge om 50.000 kr. som direkte støtte til at dække de forhøjede energipriser, som der har været i 2022 samt om 50.000 kr. til energiforbedringer i butikken.

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening holder et kort online infomøde om ordningen den 31. marts fra kl. 10.00 - 11.00, så vi sikrer, at så mange som muligt får søgt om denne støtte.

Du kan tilmelde dig via dette link.

Husk at få ændret vedtægten på generalforsamlingen, hvis den stadig indeholder 70 års reglen

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening orienterede i nyhedsbrevet den 4. november 2022 om, at EU-domstolen har slået fast, at bestyrelsesmedlemmer også er beskyttet mod aldersdiskrimination.

Det betyder, at det ikke længere er lovligt at have en øvre aldersgrænse for, hvor gammel man må være for at sidde i bestyrelser.

 

 

Brugsforeningerne må derfor ikke længere have en såkaldt ”70-års”- regel i sine vedtægter! Mange Brugsforeninger har i dag fastsat en aldersgrænse for, at man ikke kan tage sæde eller fortsætte i en bestyrelse, når man er rundet 70 år.

BA har opdateret sine mønstervedtægter, hvor Brugsforeningerne kan lade sig inspirere til, hvordan Brugsforeningens vedtægter fremadrettet kan formuleres, så Brugsforeningen sikrer overholdelse af gældende lovgivning. BAs mønstervedtægter kan findes her.

Hvis Brugsforeningen har ”70-års”-reglen i sine vedtægter, anbefales det altså, at reglen udgår af vedtægternes ordlyd på den kommende generalforsamling i foråret.

Følg BA på Facebook

Søg på Facebook efter Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening eller tryk her 

Har du spørgsmål til nogle af punkterne i nyhedsbrevet, er du velkommen til at kontakte BAs kontor på 33248135

© 2023 Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening
Stampesgade 6, st.tv., 1702 København V, Tlf. 33248135, ba@ba.dk
Du modtager dette nyhedsbrev fordi du er registreret som uddeler eller bestyrelsesmedlem i en af BA's butikker.
Hvis du ikke ønsker nyhedsbreve fra BA, kan du logge ind på BA intranet og fravælge nyhedspreve under "Min Profil".
Hvis du mener du har modtager brevet ved en fejl, så kontakt BA på email eller telefon ovenfor.