Hvis du har problemer med at læse nyhedsbrevet kan du læse det på ba.dk her.

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening - logo BA Nyhedsbrev  Oktober 2022
Højesteret har afgjort, at staten lovligt kan konfiskere biler brugt til vanvidskørsel

Det er netop afgjort i Højesteret, at staten lovligt kan konfiskere biler brugt til vanvidskørsel, selvom ejeren ikke er involveret i vanvidskørslen, men udelukkende har udlånt eller udlejet bilen til bilisten.

Højesterets afgørelse er principiel, da det med kendelsen er endeligt afgjort, at hverken den danske ordning om konfiskation hos tredjemand generelt eller beslaglæggelsen i det konkrete tilfælde var i strid med bestemmelserne om ejendomsretten, ligesom det heller ikke fandtes i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

BA bemærker, at afgørelsen ikke er ensbetydende med, at politiet frit kan beslaglægge biler, ligesom afgørelsen ikke kan tages som udtryk for, at domstolene frit kan konfiskere trejdemands biler i hver eneste sag om vanvidskørsel. Afgørende er således fortsat en konkret vurdering, om indgrebet vurderes at være uforholdsmæssigt over for køretøjets ejer.

BA råder generelt Brugsforeningerne til løbende at indhente dokumentation for gyldigt kørekort for medarbejdere, hvis arbejde helt eller delvist består i at køre varetur eller på anden vis benytter køretøj stillet til rådighed af Brugsforeningen. I dette dokument gennemgås reglerne på området. Dokumentet er i øvrigt tilgængeligt på BAs hjemmeside.

På BAs hjemmeside findes i øvrigt en skabelon for et tillæg til ansættelseskontrakt i forhold til brug af biler, som stilles til rådighed af Brugsforeningen. Dokumentet er også tilgængeligt på følgende link. Dokumentet ligger også på BAs hjemmeside under uddeler/varehuschef/ansættelse.

BA opfordrer på den baggrund Brugsforeningerne til at efterse, at ansættelsesvilkårene for de relevante medarbejdere, som får bil stillet bil til rådighed af Brugsforeningen, er opdateret.  

Tilstrækkelig oplæring af medarbejdere i udførelse af arbejdsopgaver har betydning for arbejdsgivers ansvar for arbejdsskader

En arbejdsgiver kan blive erstatningsansvarlig for en medarbejders arbejdsskade, hvis arbejdet ikke udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Østre Landsret har taget stilling til, om en arbejdsgiver ifaldt ansvar i forbindelse med en arbejdsskade, hvor en maler faldt ned fra en enkeltstige fra ca. 3,5 meters højde.

I den konkrete sag lagde landsretten bl.a. vægt på, at maleren var faglært med mangeårig erfaring i faget, og at det var en sædvanlig og ukompliceret arbejdsopgave, som ikke krævede tilsyn eller særlig instruktion fra arbejdsgiverens side.

Derudover udtalte landsretten, at det havde betydning, at maleren ca. et år før ulykken havde deltaget i et kursus om bl.a. sikkerhed ved anvendelse af den type stiger, der var tilgængelige på arbejdsstedet, og at maleropgaven kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt fra enkeltstigen – fx ved anvendelse af en fodmand – hvorfor et rullestillads ikke var nødvendigt for en forsvarlig udførelse af opgaven.

BA bemærker, at dommen illustrerer:

• at der lægges vægt på, når det skal vurderes om arbejdsgiver ifalder ansvar, at arbejdsgiveren har sikret sig, at medarbejderen har de fornødne kvalifikationer til at løse den konkrete arbejdsopgave forsvarligt,

• at også medarbejderens erfaring og karakteren af det udførte arbejde har betydning for omfanget af arbejdsgiverens instruktions- og tilsynspligt, og

• at der ved tilrettelæggelsen af arbejdet gælder en vis metodefrihed, når der er flere mulige fremgangsmåder, der er sikkerhedsmæssigt forsvarlige i forhold til udførelsen af den pågældende opgave, og at der således ikke er krav om, at det altid er den mest forsvarlige fremgangsmåde, der anvendes.

BA gør opmærksom på, at et af Arbejdstilsynets fokusområder i dagligvarebranchen for 2022 bl.a. er ergonomi. Brugsforeningerne bør generelt sørge for at instruere personalet i korrekt løfteteknik (på CoopNet findes der manualer), anvende hjælpemidler, når det er relevant (palleløfter, T-vogne og hunde), sørg for at medarbejderne har korrekte arbejdsstillinger- og bevægelser, ligesom du bør læse pjecen ”Sikker i butik” om særlige krav og forpligtelser i relation til unges arbejde.

Følg BA på Facebook

Søg på Facebook efter Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening eller tryk her 

Har du spørgsmål til nogle af punkterne i nyhedsbrevet, er du velkommen til at kontakte BAs kontor på 33248135.

© 2022 Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening
Stampesgade 6, st.tv., 1702 København V, Tlf. 33248135, ba@ba.dk
Du modtager dette nyhedsbrev fordi du er registreret som uddeler eller bestyrelsesmedlem i en af BA's butikker.
Hvis du ikke ønsker nyhedsbreve fra BA, kan du logge ind på BA intranet og fravælge nyhedspreve under "Min Profil".
Hvis du mener du har modtager brevet ved en fejl, så kontakt BA på email eller telefon ovenfor.