Hvis du har problemer med at læse nyhedsbrevet kan du læse det på ba.dk her.

Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening - logo BA Nyhedsbrev  December 2021
Nye regler om whistleblowerordning

Den 24. juni 2021 vedtog Folketinget en ny lov om beskyttelse af whistleblowere. Loven betyder, at virksomheder med over 50 ansatte skal have en whistleblowerordning, og at der indføres en særlig beskyttelse af whistleblowere.

Whistleblowerloven træder i kraft på forskellige tidspunkter alt afhængig af virksomhedens størrelse:

  • Private arbejdsgivere med flere end 249 ansatte og offentlige arbejdsgivere med flere end 50 ansatte skal have etableret en whistleblowerordning senest 17. december 2021.
  • Private arbejdsgivere med mellem 50 og 249 ansatte skal have etableret en whistleblowerordning senest 17. december 2023.

Med whistleblowerloven bliver der mulighed for, at der kan indberettes forhold, som relaterer sig til alvorlige overtrædelser af lovgivning og alvorlige forhold i øvrigt, f.eks. om strafbare forhold, herunder overtrædelse af tavshedspligt, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og bestikkelse, seksuel chikane og anden grov chikane på arbejdspladsen.

Overtrædelser af interne retningslinjer af mindre alvorlig karakter vil ikke være omfattet af lovens anvendelsesområde. Men whistleblowerordningen kan selvfølgelig også anvendes til anmeldelse af forhold, som falder uden for loven.

Beskyttelsen af whistleblowere

Whistleblowerloven beskytter, som noget nyt, også whistleblowere mod såkaldte repressalier, herunder afskedigelse, forflytning, lønnedgang, chikane mv. som følge af, at vedkommende indberetter forhold, som vedkommende er blevet bekendt med i forbindelse med arbejdsrelaterede aktiviteter, og oplysningerne i indberetningen er omfattet af lovens anvendelsesområde. Hvis en whistleblower bliver udsat for repressalier, som følge af en indberetning, har den pågældende krav på en godtgørelse.

Der er etableret en whistleblowerordning for alle Brugsforeninger

BA har i samarbejde med Coop allerede i flere år haft en whistleblowerordning for alle Brugsforeninger - også for de mindre eller små Brugsforeninger og for Coop.

I skal, som Brugsforeninger, derfor ikke foretage jer yderligere i forhold til ikrafttrædelsen af loven.

Hvordan håndteres BAs og Coops whistleblowerordningen i praksis

Indberetninger i whistleblowerordningen indgives enten telefonisk eller skriftligt via dette link:

Whistleblowerordning for Brugsforeninger

Selve administrationen af whistleblowerordningen er overladt til revisions- og konsulenthuset Deloitte som ekstern systemadministrator. Det indebærer, at Deloitte i første omgang modtager indberetningerne, hvorefter BA får videresendt selve indberetningen. Det er kun BA udover Deloitte, som får adgang til indberetninger, der vedrører en Brugsforening. Det vil sige, at Coop ikke har adgang til indberetninger vedrørende Brugsforeningerne. BA har omvendt heller ikke adgang til indberetningerne, som vedrører Coop.

BA iværksætter herefter de nødvendige initiativer på baggrund af en vurdering (screening) af indberetningens karakter.

BA kan efter omstændighederne anmode chefen for Intern Koncernrevision om at bistå med undersøgelsen.

BA sikrer, i forbindelse med undersøgelsen, overholdelsen af de gældende procedurekrav, herunder en særlig tavshedspligt om indberetningens indhold og whistleblowerens identitet. Der vil dog være mulighed for at videregive oplysningerne til det relevante ledelsesorgan i Brugsforeningen under visse betingelser, herunder når det er nødvendigt til brug for at hindre lovovertrædelser mv.

Netop vedtaget lov som sikre hjælp til virksomheder med covid-19 syge ansatte

Folketinget har netop vedtaget, at lønmodtagere, selvstændige og virksomheder kan få hjælp, hvis en ansat eller dennes børn bliver smittet eller er nær kontakt til en smittet med COVID-19.

Loven udspringer af en trepartsaftale, der blev indgået mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter, kommunerne og regionerne den 23. november 2021. Det betyder konkret, at Brugsforeningerne kan få refusion af sygedagpenge fra første sygedag, hvis den ansatte er smittet med COVID-19.

Loven vil gælde med tilbagevirkende kraft i perioden fra den 23. november til den 28. februar 2022.

Det er muligt at søge fra den 16. december 2021.

Der kan læses mere om ordningen her.

Genindført ordning for ansatte med hjemsendte børn på grund af covid-19 smitte

Der er også indgået aftale om, at lønmodtagere og selvstændige, der skal passe et barn, der enten selv er smittet eller er hjemsendt fra skole eller daginstitution som følge af konkrete tilfælde af COVID-19, kan få dagpenge fra Udbetaling Danmark.

OBS: Hvis forældrene opfylder begge regelsæt, skal de vælge hvilket regelsæt, de vil modtage ydelser efter. Det er ikke muligt at modtage både sygedagpenge og dagpenge fra Udbetaling Danmark for samme periode.

Ordningerne ligger i tråd med dem, der tidligere var i brug under pandemien, men som udløb den 1. juli 2021. Til forskel fra sidste gang kan man dog i tilfælde af hjemsendt barn få dagpenge fra første dag, uden først at skulle bruge omsorgsdage eller 1. og 2. barns sygedage.

Der kan læses mere om ordningen her.

Følg BA på Facebook

Søg på Facebook efter Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening eller tryk her 

Har du spørgsmål til nogle af punkterne i nyhedsbrevet, er du velkommen til at kontakte BAs kontor på 33248135

© 2021 Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening
Stampesgade 6, st.tv., 1702 København V, Tlf. 33248135, ba@ba.dk
Du modtager dette nyhedsbrev fordi du er registreret som uddeler eller bestyrelsesmedlem i en af BA's butikker.
Hvis du ikke ønsker nyhedsbreve fra BA, kan du logge ind på BA intranet og fravælge nyhedspreve under "Min Profil".
Hvis du mener du har modtager brevet ved en fejl, så kontakt BA på email eller telefon ovenfor.